BERETNING FRA BESTYRELSEN 2018

 

Bestyrelsen har holdt et par bestyrelsesmøder i efteråret og vinteren, og mødtes i Skolebigården hver 14. dag fra foråret til september, hvor eventuelle problemer er blevet drøftet.

 

Vi har haft rigtig mange nye kursister i Skolebigården i år, som er gået flittigt og interesseret til arbejdet i samarbejde med pænt fremmøde af tidligere kursister og medlemmer af foreningen.

Vi indvintrer 8 store bifamilier og nogle småfamilier.

De nye kursister har lavet hver deres lille familie, som er blevet passet og plejet sommeren igennem og indvintres i Skolebigården. Til foråret skal familierne så flyttes hjem til ”deres forældre”.

Det var en fornøjelse at se kursisterne ankomme med deres fine små huse og se glæden og spændingen

over det forestående arbejde med at lave en lille bi-familie.

 

Vi afholdt en arbejdslørdag i marts i Kustodehuset i Næstved, hvor der var pænt fremmøde af deltagere, der blev delt i to hold, og så i samarbejde skulle stramme rammer og isætte vokstavler.

Det gik hurtigt, da det gik på ”samlebånd” og belønningen var smørrebrød inden vi tog hver til sit.

I øvrigt viste vinteren sig fra det værste hjørne med sne og hård blæst, men alle kom frem – og godt hjem.

 

Vi har endelig fået malet vores klubhus, og 5 friske malere mødte op. Der var et godt samarbejde og efter ca. 3 timer kunne vi beundre et nymalet klubhus. Tak siger vi til Anne Grethe, Jeanna, Peter og 2xLone.

Der skal dog skiftes en dør og noget træværk på gavlen. Hvis vi ikke når det i efteråret, må vi tage fat på det til foråret.

 

Sommeren 2018 vil nok blive husket for tørken og masser af solskinstimer. Der var landsdækkende afbrændingsforbud og Holmegaard Mose, som vi jo ligger tæt på, blev lukket for offentligheden på grund af den meget store brandfare. Vi drøftede i bestyrelsen, hvordan vi skulle håndtere bierne uden røgpuster.

Danmarks Biavlerforening havde da også forskellige løsninger på deres hjemmeside. Vi valgte at bruge vandforstøvere og max. tænde op i 2 røgpustere, og så have vand med, hvis uheldet skulle være ude. Samtidig tjekkede vi evt. røgudvikling i Skolebigården inden vi forlod stedet. Det var ikke alle vores familier der tog notits af vandsprøjt – de skulle altså have røg.

Og det leder os så hen på det bageste hus i rækken, nemlig det ”berømte” opstablingsstade, som indeholder en virkelig gal familie. Det hus har altid været et problem og ikke mange af vores kursister har haft lyst til at arbejde i det. Det er bestemt heller ikke meningen, at vi skal have sådan en gal familie i en Skolebigård, og der arbejdes kraftigt på udskiftning af dronning til et væsentlig mere gemytligt eksemplar.

Indtil det lykkes, er det garvede biavlere, der arbejder i stadet.

 

Vi slyngede i to omgange nemlig d. 9. juni, hvor vi fik 149,5 kg. og d. 4. august hvor vi fik 78 kg. Honningen er solgt til medlemmerne, der så har muntret sig med at røre og tappe for herefter at kunne levere lækker honning til familie og venner.

Vi benyttede endnu en gang Jannis slyngerum, og siger tusind tak for lån til både Janni og Lars.

Tak siger vi også til Lars for den lækre grillmad d. 9. juni og til Ralf for den lækre mad d. 4. august.

 

Bestyrelsen planlægger at afholde et par kurser om lørdagen i begyndelsen af det nye år, hvor vores medlemmer/nye kursister kan få den teoretiske del af det arbejde de i praksis har set udført hen over sommeren. Nærmere information vil blive fremsendt, når vi kender datoerne.

 

Janni og Lone deltog i Danmarks Biavlerforenings generalforsamling d. 14. april 2018, der blev afholdt i Slagelse.

Den tidligere formand Knud Graaskov genopstillede ikke til posten, og modtog stående klapsalver for hans store arbejde i foreningen. Som ny formand blev Arne T. Henriksen valgt.

Det var planen at der skulle have været afholdt en workshop om den nye uddannelsesplan, men det blev nedstemt af forsamlingen og bliver genoptaget særskilt på et senere tidspunkt.

Endvidere afholdt formanden for den norske biavlerforening et spændende indlæg og viste nogle flotte

billeder af bihuse i sne, hvor rådyrene havde gået ovenpå.

 

Bestyrelsen håber på fortsat fremgang af kursister til Skolebigården og nye medlemmer, og håber at alle de nye kursister, der er kommet i år, ønsker at fortsætte hos os.

 

På bestyrelsens vegne

 

Sydsjællands Biavlerforening

 

v/Lone Rahbæk Frederiksen

Formand